Bæredygtighed

NCC vil reducere CO2-udledningen med 50 procent i 2020

I den forgangne uge har der været to centrale begivenheder, der kommer til at påvirke verdens klimaindsats. Donald Trump er valgt som præsident i USA, og FNs klimakonference COP22 i Marrakesh, Marokko er skudt i gang. Her skal over 190 lande, herunder USA, forsøge at konkretisere Parisaftalens mål om at holde kloden på den sikre side af en temperaturstigning på to grader.

Selvom ingen reelt aner, hvilken politik Trump kommer til føre, er det ikke uden grund, at flere føler sig bekymret. Han har i sin valgkamp givet udtryk for, at global opvarmning mest af alt er et ”svindelnummer”, at han vil skrotte Obamas planer om at reducere USAs CO2-udledninger, og at han vil genåbne lukkede kulminer i USA. Det tyder ikke godt, og det kan meget vel blive sværere at nå den globale to-graders målsætning med Donald Trump, som leder af klodens næststørste udleder af CO2. Selvom man kan frygte, at det kommer til at se sort ud for den grønne omstilling, så er det ikke desto mindre vigtigt, at vi i erhvervslivet ikke ryster på hånden, men derimod fortsætter den bevægelse, der er sat i gang for at sikre klodens overlevelse.

I NCC har vi sat os et nyt ambitiøst mål. Vi har forpligtet os til at skære 50 procent af vores samlede CO2-udledning i vores nordiske koncern sammenlignet med udledningen i 2015. Et mål, vi har sat os, fordi vi har en vision om at forny byggebranchen og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger til vores kunder, og så er det væsentligt, at vi selv går foran og viser vejen.

Med vores målsætning skal vi energioptimere vores egen produktion, så vi i 2020 udleder 2,4 ton C02 sammenlignet med 4,7 ton C02 i 2015. Vores mål inkluderer til en start den udledning, vi selv har kontrol over. Det drejer sig primært om vores forbrug af brændsler i vores asfaltproduktion og vores egen brug af energi på vores byggepladser.

Derfor har vi et skarpt fokus på at finde frem til nye måder at arbejde på, så eksempelvis vores byggepladser bliver mere bæredygtige. Sidste år indledte vi en pilottest af et koncept, der hedder ”Den Bæredygtige Byggeplads”, og som vi er i gang med at udbrede til alle vores byggepladser med en omsætning på over 40 mio. kr. Her får vores medarbejdere inspiration og hjælp til, hvordan de kan arbejde med bæredygtighed i deres daglige arbejde inden for 10 udvalgte områder.

Det er tiltag som dette, der viser, at erhvervslivet har langt lettere ved at levere konkrete resultater hurtigt end det politiske verdenssamfund, hvor de politiske beslutningsgange ofte er tunge og tager tid. Derfor har verden endnu mere brug for, at virksomhederne holder fast og fortsætter den bæredygtige udvikling.

Vibeke Grupe, Områdechef Bæredygtighed – NCC