Udsyn

Juledonationen – i år tænker vi særligt på børnene

Nu er det endnu en gang tid at fordele NCC’s årlige juledonation mellem tre organisationer, som på hver deres måde hjælper mennesker i nød. I år har vi valgt at fokusere på organisationer, som forbedrer sundheden, trygheden og skolegangen for mennesker, der lever i stor fattigdom, eller som er på flugt fra krig og tragedier.

Fælles for de tre nominerede organisationer er, at deres indsats først og fremmest er rettet mod børn.

Læger uden Grænser har arbejdet i flygtningelejren Shatila i Libanon siden 2013. I Shatila lever omkring 30.000 flygtninge under meget vanskelige forhold. Fokus for Læger uden Grænsers indsats er pleje til børn og gravide kvinder.

I Guatemala arbejder Plan International med at give flere fattige børn – først og fremmest piger – mulighed for at gå i skole. Ud over den selvsagte fordel ved at gå i skole – at kunne læse, skrive og regne giver mulighed for at få sig et andet erhverv end de traditionelle – løber unge piger også en mindre risiko for at blive tidligt gravide eller bortgifte.

UNICEF er FN’s børnefond. I det fattige Østtimor, hvor mange børn er underernærede og hårdt ramt af sygdom, arbejder UNICEF blandt andet med at udvikle standarder for, hvordan rent vand skal transporteres til og fra hospitaler og klinikker. Organisationen arbejder også med transportspørgsmål og tekniske innovationer som f.eks. soldrevne vandpumper.

Alle tre organisationer er ekstremt vigtige og udfører et meget betydningsfuldt arbejde på de enkelte lokaliteter. Nu skal vi, der arbejder hos NCC, reflektere og sammen med vores kunder og samarbejdspartnere vælge, hvilken af organisationerne der varmer os ekstra meget om hjertet, og som derfor skal tildeles den største donation på 500.000 kroner. De to andre organisationer får hver 250.000 kr., hvilket også er et værdifuldt bidrag, som jeg er stolt over, at NCC kan give.

Den 19. december offentliggøres det, hvordan NCC’s juledonation fordeles.

 

Christina Lindbäck, bæredygtighedschef, NCC